Stedet:

Børnehaven ligger lige ved siden af skolen, idrætshallen, friluftsbadet og Nr. Søby skov.

I skoven har vi vores egen træhytte. Træhytten ligger kun nogle få hundrede meter fra børnehaven

Børnehaven er funktionsopdelt, og alle børn er tilknyttet en børnegruppe.

I grupperne kan vi tegne, male og klippe, lege med lego/dukker/biler/magneter og spille spil. Det er også her, vi spiser vores madpakker

I børnehaven er der desuden små rum, og de store rum er indrettet med rumdelere, så børnene på den måde har mulighed for at lege i fred i mindre grupper.

I motorikrummet kan børnene bygge huler, hoppe på den store madras og lave baner. Vi har et kreativt værksted, hvor fantasien kan arbejde.

Har børnene brug for stille tid, trækker vi ind i vores bibliotek hvor vi i fred og ro kan læse en bog og slappe af.

I vores store fællesrum spiser vi morgenmad hver morgen. Her har vi også vores storskærm, som vi bruger, når vi vil se film, spille spil og når alle børn og voksne har fællessang. 

Vi har en dejlig stor legeplads bag børnehaven og en lille legeplads i vores gårdhave.

På den store legeplads kan man klatre i klatreborgen, rutche og tage en ordentlig gyngetur i redgyngen.

Har man lyst til en fodboldkamp er det også muligt. Nogle gange bager vi kager i legehusene og vi laver en balance bane af vores legebrædder nede mellem træerne. 

Lige ved siden af børnehaven har vi stadion med græs volde, løbebaner og nogle store dejlige fodboldbaner. Her kan børn og voksne rigtig gi´ den gas, når vi løber hen over græsset.

Tæt ved børnehaven ligger friluftsbadet. Når det er rigtig varmt til sommer, trækker vi i badetøjet og løber på bare tær hen over fodboldbanen og hoppe i det dejlige svalende vand.

 

Publiceret 28-02-2017